Lyt til artiklen
Der er cirka hundred år mellem Marcel Prousts og Michel Houellebecqs romaner. I Prousts forfinede verden, la belle epoque, er der stadig plads til store følelser, og verdenskrigene har endnu ikke banet vejen for den undergangsfølelse, som kom til at forvandle litteraturen.
I Houellebecqs forfatterskab er der ikke længere nogen følelser. I ’Serotonin’, hans seneste, bliver der lagt låg på de følelser, der trods alt måtte være, ved hjælp af den antidepressive medicin, som Florent-Claude, den ulykkelige hovedperson, som ikke længere magter at deltage i tilværelsens spil – parforhold, arbejde, vennemiddage – indtager.
