Puk Qvortrups mand var 27, da han faldt om med dårligt hjerte under en halvmaraton og døde dagen efter på hospitalet. Hun var 25 og i gang med forberedelserne til deres første søns toårsfødselsdag. Deres anden søn lå i hendes mave.

I dag er Qvortrup 32, det har taget hende nogle år at nå frem til at skrive bogen om tabet. Som hun forklarede i et interview her i avisen, troede hun, at hun havde bearbejdet traumet og gik rundt med en historie om at være den seje enke, der havde klaret det så flot og var blevet stærkere af sorgen. Men så meldte behovet sig for at smadre den historie og fortælle om alt det grimme. Om at føle væmmelse ved sin døende mands oppustede krop. Om skænderierne med ham, både før og efter hans død. Om at være irriteret på velmenende venner og familie, om at føle sig som en dårlig mor for sin faderløse søn, om søvnløse nætter med skrigende småbørn, om smerten ved at presse en lort ud efter at have født en stjernekigger, om enkens skamfulde sexlyst osv.