Det er sjældent, jeg får en så forunderlig bog imellem hænderne som iranske Shahrnush Parsipurs roman ’Kvinder uden mænd’. Og også sjældent, at jeg vægrer mig så meget for at afsløre dele af handlingen i en anmeldelse, for allerede fra første side er den korte roman tætpakket af overraskelser og mærkelige hændelser.

I det indledende kapitel præsenteres vi for den tidligere lærerinde Mahdokht, en kvinde som har fået nok af at være menneske blandt mennesker, og som tilbringer det meste af sommeren på en bænk i haven ved en lille dam. Hun længes efter at få børn, men samtidig nærer hun en dyb afsky for det, der skal til for at få sådan nogle børn. I stedet har hun en plan: