Der findes en filmoptagelse af en ældre Martin Andersen Nexø, som står bag sit skrivebord. Han ser ud, som jeg husker ham fra fotografier, håret er viltert og hvidt, og mens han bevæger hånden over bøger og løse ark, taler han om sine personer, om Pelle og om Ditte. Jeg kan ikke lade være med at afspille optagelsen flere gange. Det er uvant for mig at høre en forfatter tale så sikkert og urokkeligt om sit forfatterskab:

»Det er jo således«, siger han, »at hvis man virkelig vil arbejde alvorligt, så kan det ikke nytte noget, at man arbejder på en enkelt skikkelse, man må arbejde så at sige med generalnævnere, med personer, der omfatter store grupper af menneskeheden, og således forholder det sig med Pelle, således forholder det sig med Lasse og ikke mindst med Ditte«. Nexø skiftevis knejser og stirrer på mig gennem sine runde briller.