Man skal nærmest tale med sig selv, når man læser ’Grøde’, beskrive billederne, man ser, fortælle dem højt for sig selv, for at fastholde mening – for ikke at tabe den på én gang konkrete og diffuse handling, der udspiller sig: Spredte græsstrå på en mark vejrer blidt i vinden.
Pludselig begynder ét hoved og så ét til at skyde op gennem jorden. To hænder tager fat om stråene, om frøkapslerne, og en nøgen kvinde svæver over marken. Hun lander på jorden, først med de lange bryster som landingsstel og siden med fødderne, så hun ligner et firbenet dyr.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her