Man skal nærmest tale med sig selv, når man læser ’Grøde’, beskrive billederne, man ser, fortælle dem højt for sig selv, for at fastholde mening – for ikke at tabe den på én gang konkrete og diffuse handling, der udspiller sig: Spredte græsstrå på en mark vejrer blidt i vinden. ​​

Pludselig begynder ét hoved og så ét til at skyde op gennem jorden. To hænder tager fat om stråene, om frøkapslerne, og en nøgen kvinde svæver over marken. Hun lander på jorden, først med de lange bryster som landingsstel og siden med fødderne, så hun ligner et firbenet dyr.