Man skal nærmest tale med sig selv, når man læser ’Grøde’, beskrive billederne, man ser, fortælle dem højt for sig selv, for at fastholde mening – for ikke at tabe den på én gang konkrete og diffuse handling, der udspiller sig: Spredte græsstrå på en mark vejrer blidt i vinden.
Pludselig begynder ét hoved og så ét til at skyde op gennem jorden. To hænder tager fat om stråene, om frøkapslerne, og en nøgen kvinde svæver over marken. Hun lander på jorden, først med de lange bryster som landingsstel og siden med fødderne, så hun ligner et firbenet dyr.
Hun tænder et bål og sidder i rundkreds med andre kvinder eller med spejlinger af sig selv. Rundkredsen bliver tættere, kvindernes (eller bare kvindens?) bryster nærmer sig hinanden og motivet accelerer som et hjul, der drejer sig om sig selv og opløses i mere og mere abstrakte billeder af bryster og arme, indtil kvindefigurerne er blevet til en slags guirlande. Med ét er kvindernes rundkreds afløst af en ål, der slår ring om sig selv.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
