Ingen har eneret på erindringen om, hvordan en familie fungerer. Vi ved det godt, og hvis vi havde glemt det, bliver vi mindet om det i bøgerne. Erindringsstof er også sprængstof. I Norge skrev Vigdis Hjorths søster Helga for to år siden en hel roman for at imødegå familiefortællingen i romanen ’Arv og miljø’.
Det seneste eksempel herhjemme er musikeren Elisabeth Gjerluff Nielsens erindringsbog ’Store børn’. Her fortæller hun, hvordan en søskendeflok på fire har det med hinanden, selv om hun tilsyneladende er den eneste, der ønsker at dele historien med omverdenen. –






