1. april 1977 skridtede antikvarboghandler Richard Booth ned ad hovedgaden i den lille walisiske grænseby Hay-on-Wye iført kongekrone og kåbe, hvorefter han på byens torv erklærede, at Bogbyen Hay nu var et selvstændigt kongedømme under hans, Richard II’s, ledelse.
Booths stunt skabte massiv omtale, og det britiske kongedømme måtte rykke ud med en erklæring om, at riget skam stadig så ud som før, og at Richard Booth aldeles ikke var konge.





