For tiden er der ingen grænser for omtalen af den nyligt udgivne Karen Blixen-biografi, ’Løvinden’. Meget godt er allerede blevet sagt i den kritiske ende, så det behøver jeg ikke gentage her.

Til gengæld er der blevet sagt mindre om, hvad vores kollektive syn på Karen Blixen siger om vores egen fortælling om os selv og vores rolle i verden. Jeg taler naturligvis om det klassiske danske selvbillede, det om klassens duks blandt de i øvrigt onde kolonimagter.