»Umiddelbart fremtræder bogen ret abstrakt, men omslaget associerer til indholdet. Forsidens røde felt kan bringe mindelser om en menneskelig profil, og bogen beskriver netop det stofomtågede sind gennem en række følelser, stemninger, minder og sidespring, der reflekterer over litterære praksisser, mere end der er en egentlig narrativ handling. Det meste foregår dog på en flodpram på Hudsonfloden. Derfor flyder det hele lidt sammen med et omkringliggende mørke, der bølger frem og tilbage og truer med at oversvømme alt.
Vi henviser til pinball
På den måde er det ikke 1:1, men omslaget giver forhåbentlig mening, når man læser bogen, både som metafor og illustration. Bogen er en klassiker inden for junklitteratur og er ofte blevet illustreret med en heroinsprøjte på forsiden. Der valgte vi i stedet at tage afsæt i nogle af bogens passager, hvor Alexander Trocchi – som var en skotsk beatforfatter og situationist – fokuserer på pinball/flipperspil, for at understrege, at leg er mere alvorligt end arbejde. Pinball refererer også til en slags kognitiv desorientering og går derfor igen som grafisk element i mere og mere opløst form igennem bogen.






