Den mexicanske forfatter Valeria Luiselli forbinder i ’De vildfarne børns arkiv’ den politiske katastrofe med det almindelige liv, så man forstår, at de to ting foregår i samme sfære. Af og til bliver sprogblomsterne dog for meget.

Denne roman er ambitiøs og overrumplende. Men hvorfor skal forfatteren absolut skrive så selvhøjtideligt?

Pressefoto
Pressefoto
Lyt til artiklen

’De vildfarne børns arkiv’ foregår i bilen og på vejene fra New York mod New Mexico og det sydlige Arizona – også kendt som det gamle Apacheland. De rejsende er en sammenbragt familie på fire: manden eller dokumentatoren, kvinden eller dokumentaristen og to børn, henholdsvis ’drengen’ og ’pigen’.

Tilsammen har de fire ganske mange projekter: Dokumentatoren håber at fange et ekko af fortiden gennem rå lydoptagelser fra de landskaber, apacherne engang levede i. Dokumentaristen håber at fortælle en historie ved at opsøge grænsen til Mexico, som så mange uledsagede latinamerikanske børn forsøger at krydse for at blive genforenet med forældre og søskende og skabe et liv i USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her