Hattedame, kattedame. Orakel og sfinks. En kærlighedsgudinde forklædt som rebel, et forvokset vidunderbarn med kullede øjne og glubende appetit, som tilbyder sig selv på et sølvfad. Pludselig stod hun der, i det lille land af mumlere, og råbte sit syngende ’JA’ til livet og lysten, så jorden slog revner, og folk vågnede op. Til tjeneste!
Selv om det først var flere år senere, at romanen med den korte bekræftende titel udkom som del af føljetonen ’Creme fraiche’ (1978) , ’Ja’ (1984) og ’Transparence’ (1993), flød der allerede i hendes debutbog fra 1973 denne livskraft under hele balladen. Nok var titlen ’Fri os fra kærligheden’, og vel var bogen en samling nej’er til konventioner, kernefamilie, fordelingspolitik, privatlivets (u)fred og grænser for kønnenes frie bevægelighed, men hele tiden hører man dette ’ja’ til livet som sådan. Livet i dets forunder- og foranderlighed. Og momentvise grusomhed.
