Sigurd Hoel har sagt det, vi andre måske af og til tænker: at Norge kun er for »specielt interesserede«. Derfor er Hoel selvfølgelig også en af de forfattere, Suzanne Brøgger citerer i sin bog om den unge rødkindede nation af langrendsløbere i »boblejakker«.
Det var forlæggeren og polarfareren Erling Kagge, der opfordrede hende til at skrive ’Norsk omelet’, og efter nogen tøven slog hun til.
»Han var med på den værste. Og det var så mig«.
Suzanne Brøgger ler, så det runger i Gyldendals mahognipolerede chefkontor i indre København, og fortæller, hvordan en pamflet udviklede sig til en større rejsereportage med togturen fra Danmark til Nordnorge som fortællingens rygrad. Suzanne Brøgger har rejst verden tynd – og rapporteret derfra i vilde artikler og bøger. »Skabsantropologen i mig blev vakt!«.
