Bolsjevikkerne lod det ikke blive ved vodka og kosakdans, da de i 1917 fejrede, at det russiske kejserdømme var sendt på pension. Den russiske revolution var kun første stop på vejen mod en verdensrevolution, der skulle skaffe kommunister overalt på kloden magten, lød parolen. Og den revolution måtte gerne blive blodig. En god gang borgerkrig var vejen frem, og hvad lå tættest på? Europa – og især Skandinavien.
Men en borgerkrig udkæmper ikke sig selv, og da kommunisterne i de enkelte europæiske lande, særligt i Skandinavien, ikke stod voldsomt stærkt i det politiske billede, måtte de have hjælp. Moskvas opskrift var penge, propaganda og personager.
Lenin og hans kumpaner opbyggede i årene efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 et omfattende, hemmeligt netværk af sympatisører i blandt andet Norge, Sverige og Danmark.
Det eksisterede parallelt med f.eks. de danske kommunister i det åbne og lovlige parti, DKP, men netværkets hemmelige kurerer havde som opgave at fragte enorme pengebeløb fra Sovjet til Vesten, blandt andet København og Stockholm, til brug for de lokale kommunistpartier. Samme vej kom også masser af propaganda, der skulle bruges over for følsomme gemytter i kampen for at vinde skandinaver og andre europæere i kommunismens tjeneste.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
