Det er med lidt paradoksale følelser, at jeg læser mig igennem Sara Omars anden bog, ’Skyggedanseren’. På den ene side er det enormt befriende at læse en forfatter, der i den grad er i besiddelse af et stof, der må frem i lyset. Det kan man af alle mulige gode grunde godt savne i ny dansk litteratur; at det føles livsvigtigt, at historien fortælles.
På den anden side er stoffet virkelig ubehageligt selskab. Vi taler om eksplicitte torturscener, voldtægter og aborter på børn. Alt sammen udpenslet og i Allahs navn. Så har jeg både lyst til og ikke lyst til at læse, hvilket som regel er et interessant humør at være i som læser.
’Skyggedanseren’ læner sig tæt op ad Omars første bog, ’Dødevaskeren’ fra 2017. Den handler igen om den unge kvinde Frmesk, som vi følger ad to spor. I Kurdistan i 90’erne og senere efter flugten til Europa – først i Bispehaven, hvor Frmesk studerer jura og læser Camus i smug, mens faren kræver, at hun uddanner sig, men foragter, at hun læser, stjæler hendes SU og banker moren, fordi hun taler med andre på arbejdsformidlingen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
