Det er med lidt paradoksale følelser, at jeg læser mig igennem Sara Omars anden bog, ’Skyggedanseren’. På den ene side er det enormt befriende at læse en forfatter, der i den grad er i besiddelse af et stof, der må frem i lyset. Det kan man af alle mulige gode grunde godt savne i ny dansk litteratur; at det føles livsvigtigt, at historien fortælles.