Jeg må endnu en gang konstatere, at jeg har denne stærke identifikation med gamle sure mellemeuropæiske mænd. Så stærk, at jeg næsten kan tro på reinkarnation: Engang har jeg været sådan en gammel sur mellemeuropæisk mand. Som jegfortælleren i Thomas Bernhards ’Ja’.
Dette menneske, der har isoleret sig i et hus i skoven for at hellige sig sit åndsarbejde. Dette menneske, der har troet, at afsondringen fra andre er forudsætningen for åndsarbejdet, men må indse, at afsondringen »til syvende og sidst […] har en ødelæggende virkning på dette åndsarbejde«.
