Når to uforenelige begreber kombineres, får man et oxymoron. Bittersød er et oxymoron. Og schweiziske Fleur Jaeggys roman ’Tugtens lykkelige år’ er også en slags oxymoron.

Vi befinder os i efterkrigstiden på Bausler Institut i Appenzell, en kostskole for unge piger. Her krydser barndommens legesyge klinger med institutionens meningsløse disciplin og reglement. Og det er en kompliceret duel, hvor grænserne udviskes, for at holde orden er ikke bare pligt, men også en salig leg, »J’aime l’ordre«, jeg elsker orden, som den gådefulde elev Frédérique siger. Og hvert eneste strenge regelsæt er også altid en slags spil, som den, der gør sig umage, kan være heldig at vinde.