Der findes på engelsk en romangenre, som kaldes for loam and lovechild. For at beholde bogstavrimene kunne man på dansk kalde den for lerjord og liderlighed. Det mistrøstige levned ude på bøhlandet blandt vilde og villige mennesker, som får et ’lovechild’ for et godt knald.
Genrens dydige formødre er såmænd Jane Austen og Emily Brontë, deres romaner om det bondske borgerskab og dets landadel. Men med forfattere som Thomas Hardy og D.H. Lawrence blev genren både tragisk naturalistisk, civilisationskritisk og vitalistisk tintet (det danske eksempel på noget i den retning er Nexøs ’Ditte Menneskebarn’ fra 1917).
I England blev genren mere skamredet af trivielle forfattere end skrevet til store substantielle værker. Især efter Stella Gibbons’ debutroman fra 1932, ’Cold Comfort Farm’. En glimrende og gnistrende dræbende genreparodi, som i dag regnes for en klassiker og er med på listen over de vigtigste 100 engelsksprogede romaner. Hendes engelske ord om, at der er sket noget væmmeligt (nasty) i brændeskuret, er i dag slang for sextraumatiserende oplevelser i barndommen!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
