Der findes på engelsk en romangenre, som kaldes for loam and lovechild. For at beholde bogstavrimene kunne man på dansk kalde den for lerjord og liderlighed. Det mistrøstige levned ude på bøhlandet blandt vilde og villige mennesker, som får et ’lovechild’ for et godt knald.
Genrens dydige formødre er såmænd Jane Austen og Emily Brontë, deres romaner om det bondske borgerskab og dets landadel. Men med forfattere som Thomas Hardy og D.H. Lawrence blev genren både tragisk naturalistisk, civilisationskritisk og vitalistisk tintet (det danske eksempel på noget i den retning er Nexøs ’Ditte Menneskebarn’ fra 1917).
