Hannibal Sehested? I dag næppe det mest kendte navn i danmarkshistorien, selv om flere politiske frontfigurer har heddet netop det, blandt andre den sidste Højre-statsminister inden systemskiftet i 1901. Langt betydeligere var dog Christian IV’s svigersøn af samme navn, der var statholder i Norge, og som spillede en hovedrolle ved indførelsen af enevælden i 1660.
Om sidstnævnte har historikeren Lars Christensen skrevet en udmærket biografi, nøgtern og præget af politisk forståelse. Det er selvfølgelig, hvad man må forvente af en politisk biografi, men det er en farlig genre. Ofte ender det i heltedyrkelse, eller også bliver den biograferede agent for forfatterens fordomme.





