Norske Matias Faldbakkens forfatterskab går sine egne veje. Hans forrige bog ’The Hills’ var et kammerspil fra den gamle borgerlige, kontinentale verden og foregik på en restaurant i Oslo.
Sammenlignet med hans vilde gennembrudsværk – trilogien ’Skandinavisk misantropi’ fra 00’erne (publiceret under pseudonymet Abu Rasul), som retrospektivt godt kan siges at have foregrebet alt-right og andre neofascistiske transgressionstendenser i vores samtid – var ’The Hills’ noget af et stilskifte.
Det er hans nye bog, ’Vi er fem’, fra efteråret 2019, sådan set også, men på en anden måde, end ’The Hills’ var. Og alligevel er det umiskendeligt Faldbakkensk.
’Vi er fem’ foregår i Råset, en lille by tre timer nord for hovedstaden, som det lyder. Det er en bygderoman, hvor man altså ikke er indespærret på restauranten med gamle paneler, kunst og centraleuropæisk stemning, men i dette diminutive samfund og, ikke mindst, i den familie, der udgør bogens persongalleri: Tormod Blystad, hans kone, Siv, og deres to børn, Alf og Helene – og hunden Snusken. Vov! Hovedpersonen Tormod var vild i sin ungdom, men nu er han faldet mere til ro, om end forholdet til Siv ikke er helt uproblematisk.
Fortællestemmen er ret så suverænt lavet og skaber en hel del komik
Her beskrevet på følgende måde: »Alf lå som en pølse og sov tungt. Tormod vekket ham med lett rugging og lav stemme. »Nå er det morgen, Alf.« Alf gurglet. Inne hos Siv, som strengt tatt også var inne hos ham selv, dro han forsiktig opp rullegardinene som formørket rommet, mens han opplyste om klokkeslettet, halv ni. Siv kavet i lufta og veltet rundt. De glatte sovebrillene vred seg og ble sittende på halv tolv over ansiktet, ja, de dro seg oppover, og endte nesten som en liten lue på toppen. Hun gløttet med øyet og sa god morgen«.
Det kører helt af sporet
Fortællestemmen er ret så suverænt lavet og skaber en hel del komik. Bare formuleringen »inne hos Siv, som strengt tatt også var inne hos ham selv«.
Et andet eksempel: »Tormod satte av mye tid til gutten sin, og de to fikk en spesiell kontakt. Mange såkalte stunder (…) var det Tormod som orkestrerte. Han lærte bort navn på fugler. Der satt en sidensvans i neket, jammen gjorde det ikke det, med sin gule stjertspiss«.
Det er en fortæller, som virkelig hygger sig, som har det gøy – »jammen gjorde det ikke det« – men som også, denne gang med et ord fra engelsk, er forholdsvis wacked. Og det passer sådan set også til handlingen, for den kører helt af sporet.
På grund af de ægteskabelige vanskeligheder trækker Tormod sig nemlig tit ind på sit værksted, hvor han begynder at lege med ler. Eller det vil sige: Han arbejder med ler, ælter løs, forfiner dens struktur, eksperimenterer og manipulerer med materialet, blander det op med galvaniseret vand, gødning etc.
