Norske Matias Faldbakkens forfatterskab går sine egne veje. Hans forrige bog ’The Hills’ var et kammerspil fra den gamle borgerlige, kontinentale verden og foregik på en restaurant i Oslo.
Sammenlignet med hans vilde gennembrudsværk – trilogien ’Skandinavisk misantropi’ fra 00’erne (publiceret under pseudonymet Abu Rasul), som retrospektivt godt kan siges at have foregrebet alt-right og andre neofascistiske transgressionstendenser i vores samtid – var ’The Hills’ noget af et stilskifte.
Det er hans nye bog, ’Vi er fem’, fra efteråret 2019, sådan set også, men på en anden måde, end ’The Hills’ var. Og alligevel er det umiskendeligt Faldbakkensk.
’Vi er fem’ foregår i Råset, en lille by tre timer nord for hovedstaden, som det lyder. Det er en bygderoman, hvor man altså ikke er indespærret på restauranten med gamle paneler, kunst og centraleuropæisk stemning, men i dette diminutive samfund og, ikke mindst, i den familie, der udgør bogens persongalleri: Tormod Blystad, hans kone, Siv, og deres to børn, Alf og Helene – og hunden Snusken. Vov! Hovedpersonen Tormod var vild i sin ungdom, men nu er han faldet mere til ro, om end forholdet til Siv ikke er helt uproblematisk.
Her beskrevet på følgende måde: »Alf lå som en pølse og sov tungt. Tormod vekket ham med lett rugging og lav stemme. »Nå er det morgen, Alf.« Alf gurglet. Inne hos Siv, som strengt tatt også var inne hos ham selv, dro han forsiktig opp rullegardinene som formørket rommet, mens han opplyste om klokkeslettet, halv ni. Siv kavet i lufta og veltet rundt. De glatte sovebrillene vred seg og ble sittende på halv tolv over ansiktet, ja, de dro seg oppover, og endte nesten som en liten lue på toppen. Hun gløttet med øyet og sa god morgen«.
Det kører helt af sporet
Fortællestemmen er ret så suverænt lavet og skaber en hel del komik. Bare formuleringen »inne hos Siv, som strengt tatt også var inne hos ham selv«.
Et andet eksempel: »Tormod satte av mye tid til gutten sin, og de to fikk en spesiell kontakt. Mange såkalte stunder (…) var det Tormod som orkestrerte. Han lærte bort navn på fugler. Der satt en sidensvans i neket, jammen gjorde det ikke det, med sin gule stjertspiss«.
Det er en fortæller, som virkelig hygger sig, som har det gøy – »jammen gjorde det ikke det« – men som også, denne gang med et ord fra engelsk, er forholdsvis wacked. Og det passer sådan set også til handlingen, for den kører helt af sporet.
Mød Nordens Houellebecq: Skandinaviens måske vigtigste romanforfatter er billedkunstner og hedder Matias FaldbakkenPå grund af de ægteskabelige vanskeligheder trækker Tormod sig nemlig tit ind på sit værksted, hvor han begynder at lege med ler. Eller det vil sige: Han arbejder med ler, ælter løs, forfiner dens struktur, eksperimenterer og manipulerer med materialet, blander det op med galvaniseret vand, gødning etc.
Man kan godt mærke, at Faldbakken er billedkunstner i disse passager, hvor hans fornemmelse og forkærlighed for fysiske materialer i den grad kommer til udtryk. Men det bliver ikke ved det, for pludselig begynder denne lerklump, eller lerdej, at få sit eget liv. Den udvikler siden en slags kunstig intelligens, hvilket måske skyldes en nats eksponering for wi-fi-stråler.
Til at begynde med hygger Tormod og hans to børn sig bare sammen med deres nye ler-ven, som kan gå til hånde i køkkenet (skære grøntsager!), i værkstedet (skrue skruer i!) og andre steder, men hyggen bliver til uhygge, da den egensindige og mutérbare klump en dag er forsvundet og begynder at forårsage rædsel i bygden. Den angriber folk i ly af natten, ingen ved, hvad de skal gøre, sådan ser situationen ud ved romanens – overrumplende – slutning.
Det lyder jo grotesk, og det er grotesk. Det er tegneserie- eller computerspilsagtigt. Det er klamt og komisk, det er weird eller bare science fiction, det er en Frankenstein lavet af ler, det er en slags bygderoman på speed (flere gange kommer en af Tormods gamle barndomsvenner på besøg, og sammen indtager de massive mængder amfetamin). Det er med andre ord Faldbakken, når han er bedst. Skal man læse det som en allegori over menneskeheden, klimakrisen endda? Et selvskabt monster, et problem løbet løbsk (som der står et sted, skulle »det ene problemet løses vet at neste uhyrlighet ble satt i spill. Men slik er det jo ofte der menneskene holder på«). Det er ikke til at vide med denne bog, som frem for alt også bare er ustyrlig morsom og vidunderligt underlig.
fortsæt med at læse
