Det kan være en trøstesløs oplevelse at læse August Strindberg (1849-1912). Da jeg i sidste uge genlæste ’Inferno’, denne aparte roman, som for nylig blev genudgivet på Batzer & Co., oversat af Gregers Steendahl og med efterord af Uffe Hansen, sammen med efterfølgeren ’Legender’, overvældedes jeg igen af den følelse af afmagt, som aldrig er langt væk, når man læser forfatterens autobiografiske prosa.

Det bliver til sidst så uudholdeligt at læse om denne mand, denne stolte taber, der er så blottet for selvindsigt, og som bebrejder alle andre sin ulykke, at man ender med at skrige om kap med linjerne og trygle fortælleren, om han da ikke kan slå øjnene op og se sit eget selvbedrag, sin egen smålige selvindbildskhed. Raseriet smitter tilsyneladende.