Hvorfor bliver en af verdenslitteraturens helt store smudsforfattere ved med at påkalde sig vores opmærksomhed? Bliver hadet ikke for meget? Det gør det i virkeligheden nok. Men i sin selvbiografiske roman ’Inferno’ foregreb August Strindberg både ekspressionismen, autofiktionen og diagnoselitteraturen fra sit lille hummer i Paris.
Et over 100 år gammelt raserianfald skælver stadig i brystet:Med 'Inferno' skriger Strindberg til os fra dybet
Hvorfor bliver en af verdenslitteraturens helt store smudsforfattere ved med at påkalde sig vores opmærksomhed? Bliver hadet ikke for meget? Det gør det i virkeligheden nok. Men i sin selvbiografiske roman ’Inferno’ foregreb August Strindberg både ekspressionismen, autofiktionen og diagnoselitteraturen fra sit lille hummer i Paris.
Et over 100 år gammelt raserianfald skælver stadig i brystet:Med 'Inferno' skriger Strindberg til os fra dybet
Foto: Public Domain
Lyt til artiklen
Henter...
Det kan være en trøstesløs oplevelse at læse August Strindberg (1849-1912). Da jeg i sidste uge genlæste ’Inferno’, denne aparte roman, som for nylig blev genudgivet på Batzer & Co., oversat af Gregers Steendahl og med efterord af Uffe Hansen, sammen med efterfølgeren ’Legender’, overvældedes jeg igen af den følelse af afmagt, som aldrig er langt væk, når man læser forfatterens autobiografiske prosa.
Det bliver til sidst så uudholdeligt at læse om denne mand, denne stolte taber, der er så blottet for selvindsigt, og som bebrejder alle andre sin ulykke, at man ender med at skrige om kap med linjerne og trygle fortælleren, om han da ikke kan slå øjnene op og se sit eget selvbedrag, sin egen smålige selvindbildskhed. Raseriet smitter tilsyneladende.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.