0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyhed – quiz mod Politikens redaktion i JuledystenTag quizzen

Et over 100 år gammelt raserianfald skælver stadig i brystet: Med 'Inferno' skriger Strindberg til os fra dybet

Hvorfor bliver en af verdenslitteraturens helt store smudsforfattere ved med at påkalde sig vores opmærksomhed? Bliver hadet ikke for meget? Det gør det i virkeligheden nok. Men i sin selvbiografiske roman ’Inferno’ foregreb August Strindberg både ekspressionismen, autofiktionen og diagnoselitteraturen fra sit lille hummer i Paris.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Public Domain
Foto: Public Domain
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan være en trøstesløs oplevelse at læse August Strindberg (1849-1912). Da jeg i sidste uge genlæste ’Inferno’, denne aparte roman, som for nylig blev genudgivet på Batzer & Co., oversat af Gregers Steendahl og med efterord af Uffe Hansen, sammen med efterfølgeren ’Legender’, overvældedes jeg igen af den følelse af afmagt, som aldrig er langt væk, når man læser forfatterens autobiografiske prosa.

Det bliver til sidst så uudholdeligt at læse om denne mand, denne stolte taber, der er så blottet for selvindsigt, og som bebrejder alle andre sin ulykke, at man ender med at skrige om kap med linjerne og trygle fortælleren, om han da ikke kan slå øjnene op og se sit eget selvbedrag, sin egen smålige selvindbildskhed. Raseriet smitter tilsyneladende.

For raseriet er unægtelig den kraft, der driver ’Inferno’ fremad. Ud af den naturalistiske fortid og ind i modernismen. Det er, så linjerne dirrer af harme og uro. Men der er også den grænseløse forfængelighed, forfølgelsesvanviddet, den konstante indignation, de kvindefjendske udfald og de uendelige tirader mod alt det etablerede.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce