2020. Et nyt år, et nyt årti. Kan vi også ønske os en ny jord? Ved udgangen af 2019 udkom i hvert fald en ny dobbeltudgave af tidsskriftet Ny Jord. Det er uden tvivl noget af det mest ambitiøse, der foregår på dansk jord, hvad tidsskrifter angår, men også utrolig ambitiøst i sin tilgang til at tænke den økologiske krise, vi stadig og mere og mere befinder os i, her i det tredje årti af det tredje årtusind. Den slags skal til, hvis vi skal nå at gøre noget. Ikke at tænkning kan gøre det alene, slet ikke, men praksis må også være informeret af tænkning, af ny- og gentænkning, og det er Ny Jord i dén grad.
Det er et overflødighedshorn, en guldgrube af viden. Der er tekster af forfattere som Flannery O’Connor og Ursula Le Guin, kunstnere som Knud Viktor og Ursula Reuter Christiansen, klimaforskere som Andreas Malm. Der er nye tekster og gamle tekster, danske og oversatte tekster, tekster af unge folk (forfattere og forskere), der er digte, og der er visuelt materiale, der er videnskabshistorie, naturhistorie, kunsthistorie, det er over 600 sider langt (i en flot, stilsikker gul udgave). Forskellige vidensfelter og -discipliner støder sammen, udfordrer hinanden, supplerer hinanden.





