»Tanken bag ’Omslag 2020’ er at fremskrive nogle potentielle rum til det nye årti. Det er jo 2020 nu, så vi inviterede 20 forfattere og 20 billedkunstnere til at komme med et bud på værker, der kunne og burde udkomme i fremtiden. Det egentlige indhold eksisterer jo ikke endnu, kan man sige.
Vi inviterede meget åbent for at skabe indtrykket af en lidt vild blomsterbuket. Vi gik efter, at det blev bredt og legende. Alligevel er der nogle temaer, der dukker op flere gange, eksempelvis det antropocæne og feminisme. Men det gør ikke noget. Det viser bare, at det er nogle emner, der er vigtige og ligger mange på sinde. Det har også været sjovt at se, hvordan kunstnerne selv arbejdede med omslagene. I en mere standardagtig udgivelsesproces er det jo noget, som forlagene tager sig af.

