0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man kan da ikke fortælle børn om Auschwitz. Eller kan man? Det gør 95-årig forfatter med uafrystelig historie

Hédi Fried har oplevet Auschwitz, og nu har den 95-årige forfatter skrevet en børnebog om hunden Bodri, der venter ved Auschwitz’ port. Det får hun fem hjerter for. Du kan også læse anmeldelsen af en uafrystelig historie om en spurv, og en ildsprudlende fortælling om en mor, der er en drage.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Illustration fra bogen 'Historien om Bodri'
Foto: Illustration fra bogen 'Historien om Bodri'

Hédi Fried fortæller om sig selv og sin hund Bodri, som hun måtte forlade et stykke tid, fordi hun skulle i en lejr. Heldigvis kommer hun pilskaldet hjem igen med sin søster. I dag er forfatteren 95 år..

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er en buschauffør uden en bus? Og hvor var vi henne uden Anna Jacobina Jacobsen ved billedrattet. Lige siden den første streg – det var i ’Lille Lort’ (2012) – har hun været dyb og ’farlig’, og nu er hun ikke til at stoppe i kategorien ’små grafiske mesterværker for alle mennesker’. Kun Dorte Karrebæk laver noget lignende frostklart. Og så har Anna Jacobina Jacobsen i øvrigt også noget til fælles med den anden danske tegnerdronning, Lilian Brøgger: Hendes ansigter er mindre kønne, men mere udtryksfulde.​​​

Men det var bussen, vi kom fra. I begyndelsen er det pigens far, der kører den. Når han er glad, synger han Elvis for passagererne. ’Love Me Tender’! Der var to engang, som tog det helt bogstaveligt. Men nu sidder han derhjemme med en grøn flaske, mor er fraværende, og moster kommer med kusinernes tøj i en pose. Nu flytter spurven Edith ind. Hun synger kun om natten. Hun er lige ved at få overtaget, men her kommer Elvis og pigen ind med en gaffel, som de stikker i spurven. Bagefter putter de den i ovnen og spiser den. Det er de nødt til. Den smager sikkert ikke godt.

En uafrystelig historie. Fortalt i dystre billeder og svimle perspektiver med en overlegen anvendelse af farveskalaen. Uden nåde. Og fuld af nåde. Love Me Tender.

Mor er en drage. I bogstavelig forstand. Det norske problemknuserpar Gro Dahle og Svein Nyhus er på spil igen med en mesterlig behandling af et emne, som er ubehandleligt. De har gjort det før med vold, omsorgssvigt og overgreb, og det lykkes oftest. Nogle gange er det datter Karin Dahle Nyhus, som illustrerer.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce