Ved forfatteren Per Wahlöös bisættelse i 1975 læste Maj Sjöwall, helt i deres fælles ånd, op af Raymond Chandlers bittersøde elegi ved hans hustrus død i 1954. Om at miste det, som burde være umisteligt. Men det er menneskets lod at have døden som naboen, der en dag (u)ventet banker på. Per Wahlöö døde på grund af galoperende kræft. Ægtefællerne nåede akkurat at afslutte deres tibinds værk med Martin Beck og co, ’Roman om en forbrydelse’.
Nu er Maj Sjöwall efter længere tids sygdom død i en alder af 84 år. Hun og Per Wahlöö var begge journalister og begge gift til anden side, da deres veje krydsedes i 1960’erne.





