De sidder i bilen og bider i hver sin onsdagssnegl, da det sker: Parkeringspeter drejer hovedet og træder pludselig frem som en person i mange dimensioner: »Peter opstår for mit blik som et menneske i stedet for en kørelærer, jeg ser, at han også er en mand, en far, en nabo, en ven«.
Nu kunne man tro, at sød musik opstår lige der på forsædet, men det gør den slet ikke. Og selv om Parkeringspeter er den kørelærer, som efter andres utallige fejlslagne forsøg endelig fører vores jegfortæller op til en vellykket køreprøve – lidt af et højdepunkt – var der helt andre grunde til, at jeg bed mærke i hans forvandling. Det slog mig nemlig, at jegfortælleren var i færd med selvsamme forvandlingsproces, at hun var i gang med at blive til et helt menneske lige for øjnene af mig.
