Glæd jer, Philip Pullman-fans! Anden del af den engelske forfatters seneste trilogi, ’Forestillinger om Støv 2 – Det hemmelige samfund’, er nu udkommet på dansk, og den rummer alt det sædvanligt elskelige og mere til. Her er eventyr og filosofi og magisk rabalder, her er skarp kritik af undertrykkende totalitære strukturer og en bidsk snerren ad religiøse autoriteter, og man kan ikke andet end fryde sig.
’Forestillinger om Støv’ er en fortsættelse af Philip Pullmans over tyve år gamle fantasytrilogi ’Det gyldne Kompas’ (’His Dark Materials’). ’Det gyldne Kompas’ blev allerede dengang med rette hurtigt en klassiker. Her var et værk, der med brug af magiens farvestrålende greb gik kompromisløst til angreb på religiøse systemer og med næb og kløer forsvarede den frie akademiske tænkning. Og det vel at mærke i form af en underholdende spændingshistorie, der elegant bevægede sig gennem steampunk-agtige paralleluniverser og ubesværet kastede de helt store filosofiske spørgsmål i hovedet på sine unge læsere, mens de med åndenød fulgte den dengang 12-årige hovedperson Lyras rejse gennem multiple magiske verdner.






