Det forfinede nervemenneske, den fallerede skuespiller og frankofile forfatter Herman Bang valgte at vende ryggen til, da øksen endelig faldt. Man forstår ham godt. Her i vinteren 1882 uden for Nakskov, da han af magasinet ’Vor tid’ var sendt ud som reporter for at dække det, der blev Danmarks sidste offentlige henrettelse. Skarpretteren ramte skævt med øksen med sine to første hug. Først i tredje forsøg fik han hugget den dømte morders hoved af.
Først havde publikum gispet og skreget, så blev alle både stirrende målløse og frygtsomme mundlamme. Forfatteren til den skandaløse debutroman ’Håbløse slægter’ fra to år før skildrer med impressionistisk rædsel blodet i sneen og et opråb og håb om, at denne form for eksekution aldrig må ske igen. Han fik næsten ret. Bortset fra 1940’ernes retsopgør henrettede vi vor sidste dødsdømte ti år senere forholdsvis diskret inden for de tykke mure af Horsens Tugthus.
