Hvad ville der ske, hvis der indtraf en verdensomspændende begivenhed, lad os sige en akut opstået krise, for eksempel en slags virus, der for alvor udviskede skellene mellem menneske, dyr og mikroorganisme, mellem maskine og menneske og mellem fysiske og ikkefysiske størrelser?

Ville det gøre os alle sammen lige og udviske skellene mellem de kategorier, der bestemmer vores identitet og plads i samfundet? Man skulle tro, at Donna Haraway, amerikansk biolog og filosof og et kendt navn i mange radikale kunst-, performance- og sci-fi-miljøer, har været i stand til at kigge ind i fremtiden, da hun i 1985 skrev essayet ’Et cyborgmanifest’, der længe har nydt kultstatus. For selv om Gud og hvermand nu er blevet lommeepidemiologer, og mange ser deres snit til at få publiceret den ene og den anden forhastede, måske ligefrem opportunistiske, coronatekst, findes der næsten ikke et mere rammende skrift, der kan overføres til vores nuværende verdenskrise, end netop cyborgmanifestet. Og de indledende spørgsmål om lighed og identitet? Dem vender jeg lige tilbage til.