Journalistparret Kim Faber og Janni Pedersen ankom med et brag på den danske krimiscene i marts sidste år – nærmest bogstaveligt talt. For i deres krimidebut ’Vinterland’ lod de en bombe springe på et julemarked på Nytorv i København, og et terrorangreb blev hermed omdrejningspunktet for romanen, der introducerede 59-årige politikommissær Martin Junckersen (kaldet Juncker), hans kollega, den 32-årige Signe Kristiansen, leder af en af drabssektionerne i Københavns Politis Afdeling for Personfarlig Kriminalitet, og Junckers ekskone, journalisten Charlotte Junckersen, som de primære karakterer.
Forfatterparret og ’Vinterland’ blev et af de helt store tilløbsstykker på krimimessen i Horsens i 2019, og i år skulle de have modtaget Det Danske Kriminalakademis debutantpris selvsamme sted, hvis ikke coronakrisen var kommet i vejen, og begivenheden var blevet aflyst.

