Uf, det føles ikke rart. Men det er svært ikke alligevel at føle sig set (og en lille smule afsløret) i mødet med Marie Auberts fiktive figurer, der er fejlbarlige, smålige, kantede og kejtede. Men først og fremmest er de menneskelige på en måde, der er sjælden, og sjældent præcist beskrevet i både hendes novellesamling ’Må jeg komme med dig hjem’ (2016) og den efterfølgende roman ’Voksne mennesker’ (2019), som begge netop er oversat til dansk.
Hendes måde at skrive figurerne frem på er ekstremt koncis, og af samme grund er det især novellesamlingen, der føles helt rigtig. I det korte format er hun på hjemmebane, for i novellerne slår hun aldrig et større brød op rent plotmæssigt, end hun kan nå at afvikle, og hun udnytter novelleformatet til fulde, så man får følelsen af et præcist og væsentligt punktnedslag i et menneskeligt drama, en antydning af en større helhed gennem detaljen.
