0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Je suis Ida: Hun drikker for meget, flirter med den forkerte og gør dumme ting - og alligevel kan man ikke lade være med at holde af hende

Med præcise persontegninger og hudløs ærlighed skriver norske Marie Aubert, så man identificerer sig med hendes personer – og skammer sig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
2512 Bardell Andreas/aftonbladet/Ritzau Scanpix
Foto: 2512 Bardell Andreas/aftonbladet/Ritzau Scanpix

Norske Marie Auberts detaljerige persongalleri kalder på umiddelbar genkendelse - og afsløring.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Uf, det føles ikke rart. Men det er svært ikke alligevel at føle sig set (og en lille smule afsløret) i mødet med Marie Auberts fiktive figurer, der er fejlbarlige, smålige, kantede og kejtede. Men først og fremmest er de menneskelige på en måde, der er sjælden, og sjældent præcist beskrevet i både hendes novellesamling ’Må jeg komme med dig hjem’ (2016) og den efterfølgende roman ’Voksne mennesker’ (2019), som begge netop er oversat til dansk.

Hendes måde at skrive figurerne frem på er ekstremt koncis, og af samme grund er det især novellesamlingen, der føles helt rigtig. I det korte format er hun på hjemmebane, for i novellerne slår hun aldrig et større brød op rent plotmæssigt, end hun kan nå at afvikle, og hun udnytter novelleformatet til fulde, så man får følelsen af et præcist og væsentligt punktnedslag i et menneskeligt drama, en antydning af en større helhed gennem detaljen.

Det gælder for eksempel i fortællingen om den navnløse unge kvinde, der lader sine grænser overskride i novellen ’Bare gøre det’.

» – Det er fedt at du også kan lide det lidt hårdt«, siger hendes kæreste – men det kan hun faktisk ikke. Hun leger med tanken om at rejse væk – bare gøre det – og ser sig selv i New York med »høje, grønne træer, lejligheder med store vinduer og knirkende sildebensparket, bogstabler, hemmelige barer, hvor man måtte ryge indenfor, lange samtaler med sarkastiske jødiske fyre med krøllet hår, piger, som lignede Lena Dunham«, og fordi han appellerer til frihedstrangen i hende, lader hun ham gøre ting, hun senere fortryder.

Eller fortællingen om parret, der rejser til Sydamerika for at adoptere et barn. De skal hente deres søn, en dreng ved navn Angelo, men den kommende far bliver ramt af tilværelsens tilfældighed. Hvorfor lige Angelo? Hvorfor ikke den lidt ældre pige Carla, der er gammel nok til at have gennemskuet adoptionens logik og har vænnet sig til at blive valgt fra? »Det kunne have været hvem som helst af de andre«, tænker han og kalder adoptionsprocessen for »et skrækkeligt lotteri«, men samtidig er hans trodsreaktion barnlig og urimelig.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce