Jeg ville egentlig gerne have skrevet noget om, hvordan man bedriver engageret og empatisk kritik. Om, hvordan man kan tage svære livtag med kulturelle og litterære ikoner, der har formet os og indgår i vores dannelse, men som falder ned fra piedestalen og lander i sølet, når de begår fejl. Om, hvorvidt vi kan finde en vej videre uden at forfalde til censurering eller total udviskning af bøger, albummer eller film, der alligevel aldrig kan bortviskes fra vores hukommelse eller smides ud af vores kulturelle bagage.
Men verdens tilstand presser sig på, og i disse dage tænker jeg mest af alt på dette citat fra en tale, som Frantz Fanon, revolutionær psykiater og forfatter fra Martinique, holdt i april 1960: »Og jeg siger, at hvis vreden ikke overvælder dem, der bevidner sådanne ting, mangler de en menneskelig dimension«.
