0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Bogmessen Bogforum i Bella Center i København skal i år foregå på en ny måde på grund af corona. Men forlagene savner detaljerede retningslinjer og kan ikke lægge program, før de er givet. (arkivfoto) 

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frustreret forlag forud for Bogforum: »Vi bliver urolige. Hvad skal vi stå for, og hvad ender det med?«

Bogmessen i Bella Center bliver afholdt som planlagt i efteråret. Men hvordan det bliver, vides endnu ikke, og det frustrerer flere store forlag.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alle med blå armbånd skal gå mod udgangen! Flere indgange for at undgå køer? Sluser for at komme ind til sceneoptrædener? Hvem spritter af?

En ting er sikkert: Årets Bogforum bliver ikke, som du kender det. Men hvordan messen så bliver, er endnu uvist. Og det går flere store forlag på.

De plejer at bruge mindst tre måneder på at arrangere forfatterprogrammer, scener, stande og aktiviteter, men i år er de slet ikke kommet i gang endnu.

For Bogforum har ikke udstukket konkrete coronaretningslinjer for messen, der sidste år tiltrak 38.186 gæster.

»Det giver bekymring for, om messen overhovedet kan afvikles på en forsvarlig måde og samtidig være en fed oplevelse – om der virkelig kan komme 30.000 mennesker. Vi bliver urolige. Hvad skal vi stå for, og hvad ender det med?«, lyder det fra Gyldendals kommercielle direktør, Karen Bender.

»Det er svært for os at se på nuværende tidspunkt. Vi har ikke fået nogen planer, og på dette tidspunkt plejer vi at være rigtig langt«.

Uden vanligt leben og kys

Bogmesser verden over har lidt under coronavirussen. London Book Fair blev aflyst, og oktobers bogmesse i Frankfurt, verdens største, bliver ganske vist afholdt, men mange nationer har meldt afbud.

Herhjemme har der også være bekymring for, om årets version af Bogforum var i fare for aflysning. Men forlag og bogfans kunne 4. juni ånde lettet op: Messen bliver afholdt som planlagt i Bella Center fra fredag 30. oktober til søndag 1. november, lød det fra arrangøren.

Bogforum bliver dog ikke helt, som stamgæster vil kende den. Men for at gøre den til en tryg oplevelse etablerer Bogforum til en start et brugerpanel, der kan byde ind med »nye tanker og finde kreative løsninger til at skabe den bedste Bogforum nogensinde«, som det lyder i invitationen på Facebook.

Bogforums udstillingsleder, Andreas Nordkild Poulsen, tror på, at man kan nå at skabe en lige så god oplevelse, som man plejer, men understreger, at den bliver anderledes.

»Der kommer ikke til at være så meget kø, tæthed eller leben, men der kommer aktiviteter, sceneprogrammer og udstillere, som de er vant til. Men knus, kram og tæthed bliver det ikke til i år«.

Billetten gælder i fem timer

Helt konkret bliver Bogforum i år spredt ud over et større areal, og der inddrages haller, messen normalt ikke bruger.

Desuden bliver der styring af antal gæster ved udelukkende at sælge billetter i forsalg, så billetterne kun gælder i fem timer og ikke hele weekenden, og i øvrigt udvides åbningstiden, så de 30.000 forventede gæster kan nå igennem uden at komme i berøring med hinanden.

Men forlagene har en lang række mere detaljerede spørgsmål til afviklingen, og dem har de ikke kunnet få svar på.

»Det er først nu, vi kender arealerne og rammerne«, forklarer Andreas Nordkild Poulsen og henviser til et informationsmøde denne onsdag, hvor forlagene vil få gennemgået retningslinjerne.

»Vi kommer til at lave konkrete planer i dialog med udstillerne, men først skal vi høre, hvad deres behov er«, siger han.

Det er jo forlag, der har været på Bogforum i årevis. Kender I dem ikke godt nok til at vide, hvad de har brug for?

»Det er ikke givet, at de vil præcis det samme i år, som de plejer. Nogle vil gerne gøre det anderledes, nogle vil have det, som de plejer«.

Kan du forstå, at forlagene synes, det er meget sent at komme i gang?

»Vi ville også gerne have været i gang tidligere. Vi har haft lang dialog med Danske Forlag og udstillerne, så har vi kigget internt på de fysiske muligheder herude, og så har vi truffet beslutningen om, at vi kører. Det har ikke været muligt at lave retningslinjer før«.

Hvornår fik I de retningslinjer?

»14. maj udsendte Erhvervsministeriet de retningslinjer, der sidestiller messer med indkøbscentre, og de var helt centrale for vores planlægning«.

Omsonst at planlægge

Hos Politikens Forlag savner man at få klarhed over de konkrete rammer for bogmessen.

Det handler både om tryghed for medarbejdere, forfattere og gæster, hvoraf mange er over 65 og dermed hører til i risikogruppen for corona. Det siger forlagsdirektør Lene Juul.

»Vi skal være trygge ved, at det her kan foregå forsvarligt, før vi kan sige, at vi tager på Bogforum igen. Vi mangler præcise retningslinjer. Hvis vi skal derud, skal det være sådan, at vi godt tør stå på mål for det. Vi kan ikke deltage i noget, som er uforsvarligt gennemført«.

Vi skal være trygge ved, at det her kan foregå forsvarligt, før vi kan sige, at vi tager på Bogforum igen

Hos Gyldendal tripper man også efter at få information om de praktiske omstændigheder.

Er I overhovedet i gang med at kontakte forfattere og lave et program for Bogforum?

»Ikke på et særlig detaljeret niveau. Hvordan skulle vi dog det? Vi ved ikke, hvor vores stand skal ligge, hvor stor den er, hvad vi må og ikke må, om vi f.eks. skal have sikkerhedsvagter på. Det ville være omsonst at begynde at planlægge uden at have forudsætningerne. Normalt kræver det seks måneders planlægning at lave en fed oplevelse på Bogforum. Det når vi ikke i år på samme niveau«.

Og hun giver ikke meget for, at Bogforums udstillingsleder sidste uge meldte ud, at messen ikke har fået afbud fra et eneste forlag.

Annonce

»Det svarer til, at Roskilde Festival gik ud og sagde: Der ikke er nogen bands, der har meldt afbud, så festivalen bliver til noget. Altså, vi ved jo ikke, hvad vi skal melde afbud til, når vi ikke har fået rammerne«.

Bogforum sidestilles med shoppingcenter

Men nogle rammer er givet: Bogforum skal rette ind efter retningslinjer fra både Erhvervsministeriet, der sidestiller messen med storcentre, og Kulturministeriet, der sidestiller scenearrangementerne med kulturelle begivenheder med siddende publikum.

Men den sammenligning har Karen Bender svært ved at forstå.

»Bella Center sammenligner Bogforum med et shoppingcenter, altså med butikker og kunder, og det er skævt. Det er mere som en festival. Tænk på sidste år med Yahya Hassans oplæsning, hvor 1.000 mennesker stod og åndede hinanden i nakken«.

Bogforums udstillingsleder understreger, at gæsterne i år ikke kan stå tæt og presset rundt om scenerne, fordi der vil være styring på en anden måde.

»Vi kan ikke gætte på, om der bliver åbnet mere op, så vi planlægger efter, at retningslinjerne er, som de er, hvis Bogforum var i næste weekend«, siger Andreas Nordkild Poulsen.

Onsdag fremlægger Bogforum som nævnt retningslinjerne for forlagene. Politikens Forlag har på forhånd sammen med de andre forlag sendt en liste med mere end 100 spørgsmål, som de gerne vil have svar på. Praktiske ting som afspritning af sæder og bøger, regler for mad og drikke og deslige.

»Inden vi går ud og glæder os helt vildt, skal vi have styr på de her ting, så vi kan se gæsterne i øjnene og sige til forfattere og medarbejdere, at det bliver en tryg oplevelse. Vi forventer at få svar på alle de spørgsmål, så vi kan se hinanden i øjnene og sige: Gør vi det her, eller gør vi det ikke?«.

Læs mere: