Pludselig var det hippietid. Unge tog på rejse, indre og ydre. De kørte over landjorden til Afghanistan og videre til Indien, de røg hash, tog LSD og så syner. De havde det, »som om himlen stod åben og uendelige muligheder væltede ned over os«. Det var årene omkring 1968.

Tre flippede fyre med langt hår og bare tæer sad i deres lille Folkevogn på vej ud ad en silkevej, Istanbul, Teheran, Kabul. De lagde alt muligt bag sig: »Nordeuropas sorte præstekappe, tung og indhyllet i en bedrøvet kulturs fortvivlelse«.