Fra jeg vendte første blad i Nina Lykkes ’Næste! – En lægeroman’, var jeg vis på, at jeg havde en underholdende roman i vente. Handlingen er såre hverdagslig: Elin, der er alment praktiserende læge, er just gået fra Aksel, en ortopæd, som ikke har andet end skisport i hovedet.
De er begge i halvtredserne, og deres døtre for længst fløjet fra reden for selv at blive læger. Lykke må have trukket på smilebåndet, da hun fandt på at give romanen undertitlen ’En lægeroman’, for romancen er mildest talt flosset i kanten – både af livets forudsigelighed og af de impliceredes midtvejskriser – men læger skorter det ikke på. Og de to læger Elin og Aksel kunne sikkert være blevet sammen, hvis ikke det var kommet Elin for vane at fejre fyraften med hvidvinsglas så store som guldfiskebowler, så hun i et overrislet moment tilføjede ungdomskæresten Bjørn som ven på Facebook. Vupti var det sket, og i næste øjeblik var Elins hvidvinsafhængighed erstattet af afhængigheden af hemmelige tekstbeskeder og amorøse frokoststævnemøder med den ulykkeligt gifte Bjørn, der efter eget udsagn blot er »en simpel fyr fra landet«.







