Hvordan får man med sikkerhed sin bog på bestsellerlisten?
Man køber den selv.
Sådan har den britiske forfatter Mark Dawson tilsyneladende tænkt.
Han har nemlig købt 400 eksemplarer af sin egen thriller ’The Cleaner’ for at komme højere op på bestsellerlisten i den britiske avis The Sunday Times. Det skriver The Guardian.
Forfatteren fortalte selv om storkøbet i sin podcast ’The Self Publishing Show’.
Her forklarede han, at han så, at hans bog lå nummer 13 på bestsellerlisten midt på ugen. Derfor placerede han en ordre på 400 bøger hos en børnebogsbutik i den engelske by Salisbury. Ordren kostede 3.600 pund, svarende til omtrent 29.400 kroner.
Mark Dawson fortæller ifølge The Guardian, at han derudover kontaktede sine internationale læsere for at se, om de ville købe romanen af ham, hvis han købte bøgerne.
En kort tid på toppen
I første omgang gik Dawsons plan præcis som håbet.
’The Cleaner’ kom til at ligge som nummer otte på The Sunday Times’ liste over bedst sælgende fiktion.
Men succesen varede ikke længe.
Firmaet Nielsen BookScan monitorerer bogsalg og opgør bestsellerlisten. Efter at have fået kendskab til Mark Dawsons køb var de mildest talt ikke begejstrede.
Til bogmediet The Bookseller fortæller Nielsen BookScan, at de nu omregner bestsellerlisten for perioden, hvor Dawsons bog blev nummer otte. The Sunday Times vil desuden bringe en rettelse.
Forlaget Welbeck, der har udgivet Dawsons roman ’The Cleaner’, har ifølge The Guardian udtalt, at de respekterer beslutningen om at rette bestsellerlisten, hvis Dawsons køb var en overtrædelse af listens betingelser.
Men handlingen var »udelukkende svar på forespørgsler på bogen fra fans verden over«, udtaler forlaget.
fortsæt med at læse





