I løbet af de seneste måneder har der været stor usikkerhed blandt landets forlag om, hvorvidt de trygt kunne deltage på Bogforum i efteråret. Sidste år tiltrak messen 38.000 gæster, der stimlede tæt sammen om scenerne med forfattere. En gentagelse af det syntes uforenelig med coronaforskrifterne i år, oplevede flere forlag. Og trak sig én efter én.
Det har nu fået Bogforum til at aflyse årets messe og i stedet udskyde afholdelsen til næste år, hvor den vender tilbage i vanlig stil, lyder det i en pressemeddelelse, hvor en række forlag giver deres opbakning.
Morten Hesseldahl fra Gyldendal, som var hurtige til at trække sig og melde ud, at de selv ville arrangere bogbegivenheder i efteråret som alternativ, siger blandt andet i pressemeddelelsen:
»Beslutningen om at udskyde Bogforum til 2021 er helt rigtig, og vi er glade for, at man har lyttet til branchen. Vi ønsker naturligvis, at både udstillere og publikum får den bedst tænkelige oplevelse, men forudsætningerne var i vores optik bare ikke til stede i år. 2020 har været et specielt år for os alle, men vi glæder os til at vende tilbage til Bogforum i 2021«.
Også Politikens Forlag, som havde trukket sig, hilser beslutningen om at droppe årets store messe velkommen.
»Vi vil ikke lægge skjul på lettelsen over, at man vælger at udskyde Bogforum til 2021. Det handler jo i sidste ende om hensynet til både udstillere, publikum og forfattere. Samtidig vil jeg gerne understrege vigtigheden af Bogforum som samlingspunkt for hele branchen, og vi glæder os meget til at være med igen i 2021«, lyder det fra Lene Juul, direktør for Politikens Forlag, i pressemeddelelsen.
Selv om Bogforum ikke bliver til noget dette efterår, arbejdes der på at skabe en række litterære aktiviteter i Bogforum-regi – bl.a. i Bella Center Copenhagen i løbet af efteråret. Det betyder blandt andet, at uddelingen af årets debutantpris ikke er aflyst.
Årets Bogforum var planlagt til dagene 30. oktober til 1. november.
fortsæt med at læse





