En scene udspiller sig i en boligblok i forstaden Veitvet på østsiden af Oslo. Det er foråret 1970, det er lørdag, eller søndag, min danske mor står på gulvet i stuen, den højre hånd højt løftet, hun ler, hun deklamerer, på svensk, næsten ordret:

»Jeg forsikrer jer, mine damer, at det her allerede er utåleligt, sagde snedkeren. Og der kommer en dag, hvor det bliver endnu værre, men så, så kommer vi ned fra Vita Bergen ... og vi kommer med et stort drøn som et vandfald og vi skal kræve at få vores senge tilbage. Kræve? Nej, tage! og I skal ligge på høvlebænke, ligesom jeg har gjort, og I skal æde kartofler så jeres maver står som trommeskind ...«.