Ingen vej udenom’ hedder Niels Barfoeds seneste bog. I kombination med skulpturen af den faldne soldat, der pryder forsiden, forstår vi: Der er ingen vej uden om døden. Men samtidig er der intet andet inde i bogen end netop veje udenom. Omveje og udenomssnak er det styrende princip i de små essays, der ofte varsler en pointe, men skubber den foran sig: »Jeg skal nok komme til min pointe, men jeg vil gerne lige …«; »Nå, det kommer jeg til, måske«. Syntaktiske indskud og associerende indfald holder os hen og i live, i rigtig meget live. Det er digressionen som drivkraft.
Det er næsten lige så digressivt, som når Barfoeds gode ven Klaus Rifbjerg midt i et forord til en bog om Politikens fotografer får det indfald at fortælle historien om dengang, han som dreng kørte sin fars nye Borsalino-hat over med en græsslåmaskine(!)
