Da jeg vågnede her til morgen, havde jeg drømt to ting: 1) at Madame Nielsens seneste roman, ’Lamento’, bestod af en række lysende punkter, og at jeg bare skulle regne ud, hvordan de var forbundet, og 2) at jeg spiste et stykke brød med dampende varm leverpostej.
Det sidste er uomtvisteligt inspireret af Madames roman, hvor jegfortælleren erindrer, hvordan hun som ung lå i sengen med sin elskede og delte erindringer »om alt det, vi havde fået at spise i vores barndom og aldrig igen skulle smage«, herunder »den dampende varme leverpostej, at grave den op af den brandvarme foliebakke med en ske og lægge den på franskbrødsskiven, luksus, med birkes, blå som i blå som i bleu, løfte denne flåde op og gabe over den og mærke tænderne skære gennem agurkeskiven (dén knasen) og ned i postejens grove dyriske indvold, det drivende fedt og smørret, der smelter ind i det hvide brød, skorpen, der skærer i ganen, de blå birkes der males, og den fede olie presse ud, den vidunderligt klistrede masse af det alt sammen, der glider ned gennem svælget, og det varme lys over barndommens røde køkkenbordplade«.
