Der findes mange slags kærlighed. Der er selvfølgelig den romantiske kærlighed. Og så kan man også tale om en slags litterær kærlighed, kærligheden til bøger. Nogle gange falder de to ting sammen. Det skete for mig, da jeg var knap 20 år og faldt for en nordmand. Det fik mig til at sætte mig for at læse – ja, intet mindre end – al norsk litteratur. Når nu den romantiske del af mit forhold var ret uskyldigt og endda en langdistance én af slagsen, kunne jeg i stedet indtage den elskede gennem de bøger, der kunne give mig indblik i norsk kultur. Det var sådan, jeg lærte en af de mest fascinerende forfattere at kende, én, som jeg kan vende tilbage til igen og igen. I år ville han været fyldt 100 år, og det er næsten ikke til at bære, at der ikke er flere, der kender til ham i Danmark.
Jeg taler om Jens Bjørneboe, anarkist, venstreradikal, polemiker og en af de mest kontroversielle og samfundskritiske forfattere, ikke blot i Norge, men velsagtens i hele Europa – han fortjener flere læsere i Danmark. Selv læste jeg som det første hovedværket ’Bestialitetens historie’, der består af ’Frihedens øjeblik’, ’Krudttårnet’ og endelig ’Stilheden’, der blev skrevet mellem 1966 og 1973. Det var herfra, jeg lærte om Hernando Cortés’ forbrydelser mod det mexicanske folk og blev interesseret i kolonialismens historie i Latinamerika.
