Sagnet siger apokryft, at Gyldendal købte Lars Kepler i håb om at kapre noget, som lignede succesen Stieg Larsson, som Modtryk havde snuppet for næsen af det lurmærkede kæmpeforlag.
Og ja, Kepler, alias ægteparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril, sammensatte lidt i retning af samme opskrift en stærk blodsuppe krydret med krasse kødboller, der over blusset lignede historier om mænd, der hader kvinder.
I hvert fald de første bind med den finsk-svenske strisser Joona Linna. Bøgerne om denne politimand med spiritistisk samisk blod, sjælens sorgarbejde samt evig vinterkrig i et sørgmodigt sind var so oder so spændende i sit design. Bortset fra denne slidte kliché i utallige svenske krimier, den mutte finne, som taler det svenske modersmål med markant accent fra de tusinde søers land med falankser af fyrretræer svøbt i hang til heftig vodka og hed sauna.
Siden er det blevet mere og mere sadistisk, smagløst og ganske simpelt ækelt. Spektakulært og sensationelt larmende i en særegen uskøn staccato-prosa. Gravalvorligt i mol og ganske humorforladt som en dødsannonce sidst i december.
I ’Spejlmanden’ vender hypnotisøren Erik Maria Bark fra bind 1 rådgivende tilbage med gys og gru. En ung pige forsvinder, og nogle pigeben saves af, og andre hænges op i stålwirer under udpenslet smerte og pinsler uden tal. Så går den vilde jagt på kvindemorderen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
