0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tidens tand er ved at udviske Jesus-barnet, så det virker ekstra stærkt, at Jomfru Maria holder beskyttende om ham

Henrik Wivels essays om, hvordan lyset gennem kunsten når os fra fjerne tider, kan godt være lidt skolemesteragtige i stilen, men bogen er dog mestendels båret af sine lysende tekstøjeblikke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kirsten Sonne Harild
Foto: Kirsten Sonne Harild

Gudsmoderikonet fra 1200-tallet er tempera på træ og hønger på Det Byzantinske Museum i Athen. Det sættes under lup i Henrik Wivels nye bog 'Tidslys'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Henrik Wivel er som jeg en litterat, der gerne skriver om billedkunst. Han har skrevet bøger om Hammershøi, J.F. Willumsen og senest L. A. Ring. Indimellem samler han blandede essays til en udgivelse, denne gang under titlen ’Tidslys’. Her skriver han om værker af blandt andre Caspar David Friedrich, Lucas Cranach, Wilhelm Bendz, Vilhelm Hammershøi, Richard Mortensen, Per Kirkeby og Danh Vo.

Ofte i konstellation med et andet værk eller fænomen. Eksempelvis kobles Vilhelm Hammershøi med den samtidige franske forfatter Huysmans (ud fra den iagttagelse, at begge lader lyset filtrere gennem dobbelte lag), og Caspar David Friedrichs ’Den store fælled’ kobles med stensætningen Ales Stenar uden for Ystad (ud fra motivet: skibet, der stævner mod morgenrøden).

Wivels stil pendler mellem skolemester og indlevet essayist. »De kristne afbildninger i Det Byzantinske Rige kaldes for ikoner. Ikon er det græske ord for billede. (…) Ikoner er stramme og på forhånd givne kompositioner i et fast etableret og stiliseret religiøst billedsprog«. Sådan taler skolemesteren, og læserens øjne bliver lidt tunge. Men så står der pludselig: »Erosionen æder billedet af barnet«, og læseren spærrer øjnene op og får først for alvor blik for den afbildede ikon, hvor tidens tand er ved at udviske Jesus-barnet, så det virker ekstra stærkt, at Jomfru Maria holder beskyttende om ham.

Wivel konstellerer ikonen med en gravsten på Christiansø, der på forfatterens eget fotografi fremstår som et kunstværk, ikke fordi den korsfæstede Jesus, der blev hugget ind i stenen i 1737, er stor kunst, men fordi han nu kun anes bag lav og skimmel, toner langsomt frem i stenens smukke palet af subtile grå og grønne nuancer.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce