Før havde folk det med at ræse forbi på vej op mod det mere turistede Fur, men efter at ’en lokal stenbonde’ har hugget en ret stor udgave af Jeppe Aakjærs ’Jens Vejmand’ og hans hammer i lavakit-sten og har placeret ’Jens Vejmands sten’ helt ude ved vejen mod Fur-færgen, er det blevet mere synligt:
Her sker noget, bare man følger den lille afstikker, Jenlevej, til den ender – dér, hvor verden synes at gøre det samme. Og med en ny øremærket finanslovspost på 5 millioner kroner kommer der til at ske endnu mere her på Salling i det vestjyske, hvor digteren Jeppe Aakjær holdt sine folkefester, skrev sine fortællinger og holdt til med sin kunstnerkone, Nanna, og børnene.





