0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatteren John le Carré er død

Briten bag ’Den standhaftige gartner’, ’Dame konge es spion’ og andre kendte spionbøger er død.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Forfatter John le Carré (rigtige navn David John Moore Cornwell) fotograferet i sit hjem i London i 2013.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den britiske forfatter John le Carré, der er kendt for sine spionromaner, er død, 89 år. Det oplyser hans litterære agent søndag på Twitter.

»Med stor sorg må jeg meddele, at en af verdens store forfattere – John le Carré – er gået bort«, skriver agenten, Jonny Geller.

Le Carré døde lørdag aften efter kort tids sygdom, meddeler Geller. Han tilføjer, at det ikke var relateret til coronavirus.

»Han viede sit liv til at skrive og definerede koldkrigsæraen ved hjælp af sin figur, George Smiley, og gennem sine komplekse plots og smukke prosa rettede han et skarpt lys mod vor verdens uretfærdigheder«, skriver Jonny Geller.

Filmatiseret af Susanne Bier

John le Carré har skrevet 25 romaner og selvbiografien ’The Pigeon Tunnel’. Hans bøger er oversat til en række sprog, og flere af dem er filmatiseret. På verdensplan har han solgt over 60 millioner bøger.

Le Carré er blandt andet berømt for romanerne ’Spionen der kom ind fra kulden’ fra 1963, der var hans tredje roman, og ’Dame konge es spion’ med mesterspionen George Smiley, der er en central person i flere bøger.

Danske Susanne Bier omsatte i 2016 ’Natportieren’ fra 1993 til en rost tv-serie med Tom Hiddleston og Hugh Laurie i hovedrollerne. Le Carrés sidste roman, der på dansk har titlen ’Fri agent’, udkom i oktober 2019. Den blev i Politiken anmeldt til fem hjerter.

»Vi har mistet en stor figur i engelsk litteratur, en mand med stort vid, venlighed, humor og intelligens«, skriver Jonny Geller.

Født til at lyve

John le Carrés navn er et pseudonym. Hans rigtige navn er David John Moore Cornwell. Han blev født 19. oktober 1931 i Dorset i England. Efter en tid i den britiske hær studerede han tysk på Oxford, hvor han blandt andet deltog i møder med venstreorienterede studiegrupper og videregav information om dem til MI5, den nationale britiske sikkerhedstjeneste. Det skriver Reuters.

Han nåede også at undervise i sprog på Eton, inden han i 1960 rykkede videre til MI6, efterretningstjenesten. Her blev han udstationeret i Tyskland, hvorfra han blandt andet skrev ’Spionen der kom ind fra kulden’.

I 1964 stoppede hans karriere for MI6, og på det tidspunkt var han for kendt til at være spion og dedikerede sig fuldt ud til at skrive nogle af sine mest kendte romaner i den efterfølgende periode.

Efter Sovjetunionens kollaps skiftede le Carré fokus og skrev blandt andet kritisk om korruption i medicinalbranchen og russiske oligarker.

Om sin karriere har John le Carré i en biografi ifølge Reuters sagt:

»Jeg er en løgner. Født til at lyve, opdraget til det, trænet til det af en industri, der lever af løgne, øvet i det som forfatter«.

Ud over en lang række spændingsromaner efterlader John le Carré sig hustruen Jane og fire sønner, meddeler forlaget.

Ritzau/dong