På tallerkenen foran John le Carré ligger en lille kotelet. Han når aldrig at få den spist, ligesom han i løbet af godt halvanden time kun få gange når at nippe til den vin, han har bestilt på Wells Tavern i Hampstead i det nordlige London.
Den berømte spionforfatter, som selv har en fortid i efterretningsvæsenet, har alt for travlt med at fortælle om alt det, der optager ham i verden. Spise og drikke kan han jo koncentrere sig om, når han bliver gammel. Det er trods alt først i næste måned, at han runder 86.
Han går en smule langsommere, end da jeg mødte ham for 11 år siden, men ellers er han så skarp som nogensinde. Aftenen før har han underholdt en fyldt Royal Festival Hall i to timer med et efterfølgende releaseparty, der ifølge forfatteren fortsatte i det uendelige. Anledningen til begge arrangementer er, at John le Carré i en ny roman har genoplivet sin mest berømte figur, George Smiley, i romanen ’Spioners arv’.
Den nye roman har fået fremragende anmeldelser, men hvorfor overhovedet puste nyt liv i en skikkelse, der havde sin storhedstid under den kolde krig. En George Smiley, som i den virkelige verden ville have passeret de 100 for længst?
