Bøger skal høres, ikke læses.
I hvert fald satser ikke bare de danske forlag og streamingtjenester, men også internationale giganter lige nu benhårdt på lydbøger.
Senest har Spotify udgivet ni lydbøger på engelsk. Det skriver teknologimediet Engadget.
Der er udelukkende tale om ældre klassikere – blandt andre Mary Shelleys ’Frankenstein’, Jane Austens ’Persuasion’ (på dansk: ’Kærlighed og svaghed’) og Charles Dickens’ ’Great Expectations’ (på dansk: ’Store forventninger’) – så den svenske streamingtjeneste har ikke skullet betale noget for ophavsrettighederne. De er udløbet for længst.
Men de har dog investeret penge i kendte skuespillere som oplæsere, og de har også fået en Harvard-professor til at udlægge og kommentere bøgerne for lytterne i nogle særlige ekstraudsendelser.
Spotify har kun én gang tidligere lanceret en lydbog, og det var den første Harry Potter-bog. Men siden 2019 har de forsøgt at markere sig som andet end en musiktjeneste ved at gå aggressivt ind på markedet for podcasts.
Derfor bliver de ni nye lydbøger betragtet som en test. Spotify har ikke selv meldt ud, om de fremover også vil satse på litteratur, men ifølge Engadget er det ikke mærkeligt, at de prøver det af.
Markedet for lydbøger er nemlig vokset eksplosivt de seneste par år.
Herhjemme var Mofibo blandt de første, der tilbød abonnenter et udvalg af lydbøger, men siden er der kommet mange flere til. Nu findes der også Nextory, BookBeat, Chapter og Saxo. Og hvem ved, måske kan man inden længe finde danske lydbøger på Spotify? Foreløbig kan man høre de ni engelsksprogede klassikere, uanset om man er betalende abonnent eller ej.
fortsæt med at læse





