Lars Norén var allerede i levende live et monument, et nådesløst dunkelt og altgennemskuende blik på verden, på menneskene og deres ynkelige, ja, afskyelige, ja, stinkende TIDSÅNDE. Norén hadede menneskene, han kunne ikke holde dem ud, og samtidig kunne han ikke leve, og slet ikke skrive uden menneskene, menneskene var den ilt, han åndede, de var det stof, hans skuespil og digte og dagbøger er gjort af.
Lars Noréns værk er en gigantisk katedral bygget af menneskekroppe, af menneskestemmer og menneskeliv, fortabte, skrigende, hviskende, rasende, mumlende, rablende og bønfaldende stemmer, stemmer fra alle samtidens og samfundets klasser, fra halvfjerdsernes og firsernes fesenfine borgerskab, han gennemlyste med sit røntgenblik, og derfra helt til bunds blandt hjemløse, narkomaner, sindssyge og virkelige mordere, han løftede op af rendestenene og lukkede ind i kulturens scenelys i halvfemserne, til de levende døde, der vandrede gennemsigtige over hans verdensscene ud i det Hinsides hinsides årtusindeskiftet i dette det sidste århundrede i menneskehedens historie, hvor vores verden vil gå op i flammer og blive Helvede på jorden.
