0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mente kvinden, der skød Andy Warhol virkelig, at mænd burde skæres i småstykker?

Valerie Solanas’ ’Scum Manifest’ er skræmmende radikalt. Vi skal læse teksten for dens nerve og glød, men også vove at tage dens umulige – feministiske – utopi alvorligt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Forlaget Grif
Foto: Forlaget Grif

Det er inspirerende at læse ’Scum’, når Solanas kritiserer kapitalismen og proklamerer: »Der er ingen menneskelige grunde til, at der skal findes penge«.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Første gang Valerie Solanas’ berømte og berygtede ’Scum Manifest’ (1967) udkom på dansk, var i 2010. Det skete i opvinden fra Sara Stridsbergs roman ’Drømmefakultetet’, en sorgfuld og ekstatisk fantasi over skikkelsen Solanas: »(…) mere makeup på, mere glimmer, mere kokain, og hvert manifest får et læbestiftkys, før I sælger det for en dollar eller nogle cent. Solen blænder i øjnene, olietønder og plakater brænder på gadehjørnerne, og det her er din tid, en parentes af hastigt opflammende luer og lummerhede«. Så eksplosivt skildrer Stridsberg sommeren 1966, da Solanas gik New Yorks gader tynde og solgte sit endnu uudgivne manifest for en dollar eller mindre.

55 år efter den brændende sommer, 53 år efter at Solanas tog ind på The Factory og skød Andy Warhol, 33 år efter at hun døde alene af en lungebetændelse på Bristol Hotel i San Francisco, og 11 år efter at vi for første gang kunne læse ’Scum’ på dansk, udkommer manifestet igen. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det vil os i dag.

I sit gode og mundrette forord tager forfatter og komiker Sanne Søndergaard, rask væk fat om stridsæblet: Mente Solanas virkelig, at mænd burde skæres i småstykker? Og går det overhovedet an at læse ’Scum’, når det er skrevet af en kvinde, som – hvordan man end vender og drejer teksten – affyrede skud mod en anden? Til det sidste kvitterer Søndergaard kækt, at mange jo allerede er fortalere for at adskille kunstneren fra værket, »når det kommer til Store Mandlige Kunstnere, der har voldtaget små piger … så … i den ånd burde Scum vel også kunne læses frigjort fra sin skaber. Ikke?«.

Til det første svarer hun, at ’Scum’ ikke partout skal læses bogstaveligt. Selv opfatter hun manifestet som en satire: »Solanas var led og ked af patriarkatet, af Store Mandlige Kunstnere og af Doktor Freuds evindelige penismisundelse, og så fandt hun en »måde at vende hele lortet på hovedet. Flippe manuset, så at sige«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce