En slumrende vulkan er et godt billede på den sjælstilstand, Sigurd Mathiesen kredser om i sine syv noveller. Dagene er ikke, hvad de ser ud til, for frygtelige kræfter ruger under dem og kan gå i udbrud når som helst. Han skrev omkring forrige århundredskifte og gik så i glemmebogen, overtrumfet af de samtidige Hamsun og Strindberg, der kunne det samme. Nu har opmærksomme litterater fundet ham frem igen. Det skal de have tak for. Mathiesen er bestemt et gensyn værd. Hans ekstremisme holder.
I selve vulkannovellen kommer udbruddet selvfølgelig. Fortælleren når at slippe ud af huset, mens hans 24-årige hustru bliver kvalt af de giftgasser, jorden ledsager udbruddet med. Deres 5-årige søn klynger sig til sin far, men dør også, »hans hoved var bogstavelig talt brændt væk«.
