Ægteskaberne: overstået. Børnene: flyttet. Vennerne: borte. Kvinderne: fortid.
Strindberg har lejet et par værelser i Stockholm og øver sig i kunsten at være alene. Kan dog ikke lade være med at fylde sig til randen med mennesker. Når han passerer et åbentstående vindue, har han på to minutter befolket rummet bag med mennesker og deres indbyrdes historie. Mand, hustru, børn, tjenestefolk. Familiemedlemmer, disse »koordinater af kræfter«, som han er mester i, disse »viljekomposanter«, som han siger med et ikkeeksisterende ord, der ingen forklaring behøver.
